tirsdag den 24. maj 2011

Carl's have

Sine spurgte i weekenden til billeder af, hvad der sker på gården.
- så her kommer en stribe.
Det væsentligste, der er sket er at Carl med forældre var på besøg (arbejde) den 7. maj.
En dejlig dag, hvor vi fik lavet en masse på fårefolden. Vi mangler stadig at få det sidste hegn slået på. Vi kan nå rigtigt langt på et par timer, men det kræver 3 personer på en gang - men det kommer!


Jeg har været på gården hele dagen i dag og gik rundt og tog nogle billeder.
Rapsen blomstrer og bierne slæber honning til huse. Far har bygget videre på husene i dag - efter billedet er taget, så der forventes en stor høst. Første hold honning skal slynges om 2-3 uger.
- og hønsene nyder det stadigt. En af hønsene er "skruk" og ligger på æg. Og Jenny har ca. 15 æg i rugemaskinen. Det kommer vi tilbage til om 2 uger - ca.
Thorkild og Jennys nye hus.
Det ligger rigtigt fint - Jenny og Thorkild bygger om og spartler og maler - og de får en fed udsigt.
- set fra gavlen
Lindetræet er blevet stammet op. Det er blevet så flot og der er kommet et helt nyt lys ind på gårdspladsen
Lammene er blevet fåre-agtige. De to små - Jensen og Tex - skal holde op med at have flaske i morgen. De tager en kold tyrker og Jenny får lidt frihed igen.
Jeg arbejder med brolægningen på gårdspladsen. Selvom der er skrabet meget af med maskinerne er der kanter og områder, der skal arbejdes mere på. I dag har jeg fundet en rendesten og skrabet fri så rundingen midt på gårdspladsen bliver mere tydelig.
I sidste uge lavede jeg en lille brolægning ved siden af bagdøren.
Det var vist især søerne Sine spurgte til. De er fine, men ikke ret dybe. Vi skal have dæmmet op ved udløbene fra søerne for at hæve vandstanden, og måske skal vi have gravet mere ud.

Køkkenhaven er kommet godt igang.
Anne og jeg har plantet og sået. Vi har aftalt at vi vil bruge bloggen som en slags huskeseddel, så vi næste år kan huske hvad vi har gjort og kan bruge vores erfaringer.
Squash planter - fra planteskolen:
Senneps spinat - et eller andet orientalsk - frø fra Karin og Allan:
Kartofler - vi har sat Asparges kartofler - Nicola og nogle økologiske fra Kvikly (kan du huske hvad de hedder, Anne?)
Vi har plantet krydderurter i "urtepotter" - lavet af det hule, gamle æbletræ, far fældede.
Vi har også sået ærter og agurker (til skovsnegle!) sat rød -, hvid- og chalotteløg, plantet porrer og så forsøger vi også at få gang i noget fennikel. Jow, jow.....

fredag den 6. maj 2011

maskiner

Mest til Søren, men der er måske andre der er interesserede i maskiner......... Asger?

Som I ser har vi søer nu!
Mange af os ses i morgen til fårefold - jeg glæder mig.

mandag den 25. april 2011

Picnic på gården






















Her er lidt billeder fra en rigtig dejlig dag på gården.

fredag den 15. april 2011

Hverdag på gården

Gennem de seneste par uge har jeg haft fornøjelsen af at være hidkaldt til pasning af div. dyr når Jenny skulle på arbejde mm. Derfor tror nogle af lammene at jeg er "mor" - hyggeligt - og nogle gange lidt belastende, når det er umuligt at gå / stå / sidde, uden at blive mødt med en forventning om MÆLK!
Mgala og "slagte fåret" - det er så frækt at vi truer med en hurtig slagtning. Læg mærke til kaninerne i baggrunden i etagebyggeri.


Søde frække trillinger, som vi har fået fordi deres mor døde, da de var en dag gamle.
Jenny er begyndt at lukke hønsene ud - det er så fint at se dem gå rundt. Her er de i fårefolden, som stadig ikke er befolket at får, men høns i anemoner går også.
Husk at læse næste indlæg - jeg har lavet to i dag.

Maskinstationen

I morges kl. 7 kom Flemming til gården med sin rendegraver.
Så blev hækken langs vejen gravet op.
- og nu har vi også køkkenhave - eller i det mindste et jordstykke der er fræset op, så det er klar til at Anne og jeg kan gøre et eller andet ved det.
Det er samme sted som den gamle køkkenhave, men et stykke mere bag ved træerne også.
Fordi det er fredag holdt arbejdet allerede til middag, men Flemming med rendegraver nåede at skrabe et hjørne af gårdspladsen fri. Jeg har fejet lidt oven på brostenene og hvis det bliver noget i denne retning på hele gårdspladsen bliver det fint.
Den overskydende jord er indtil nu blevet læsset af foran fårefolden så terrænet blivet jævnt og kan bruges til p-plads.
- og så har Thorkild lånt penge til en skurvogn som han og Jenny kan bo i mens vi finder ud af hvordan det hele udvikler sig med stuehuset osv.
Det er simpelthen så fint at Thorkild er med på det og at de kan blive på gården og passe Eskerod Zoo - og i det hele taget være derude så der ikke bliver problemer med bopælspligt og hvad der ellers kunne blive af problemer, hvis gården skulle stå tom i en periode.
Det kommer der nok mere om snart.




onsdag den 13. april 2011

Juhu så tror jeg at jeg også er på.
Jeg har snakket med mor og er absulut med på at vi bruger pengene på at få det hele ordnet.
Satser på at komme hjem i påsken og håber at der bliver mulighed for at få lavet noget.

torsdag den 7. april 2011

Prisliste på diverse

Mor har kontaktet LINDAA-BALLE MASKINSTATION A/S for at få et tilbud på nogle forskellige opgaver på gården, som vi har snakket om tidligere.

Priserne er følgende:

Grave hæk og transportere til bål: 1880,-
Stabilgrus på gårdsplads fyldes i spor på vej, og hele vejen afrettes: 1220,-
Afgrave jord på gårdsplads, transporteres til depot, pigsten fejes rene: 5680,-
Fræse urtehave (+ 1 busk fjernes): 900,-
3 vandhuller oprenses: 3200,-
P-plads rettes op og sten flyttes udfor træ: 1000,-

13000 + moms bliver altså 17350,- for det hele.

ELLER

Vi kan vælge kun at få gjort nogle af tingene, alt efter hvad der er stemning for!

I må gerne give til kende, hvad i tænker.